Livstruende luksusproblemer
Maj 2014 af Bodil Åbom Jørgensen
Vi unge
mennesker er blevet skrupskøre. Jeg læste for kort tid siden en bog, der fik
tankerne i gang i mit hoved. Den handlede om en pige, der udviklede alle mulige
former for spiseforstyrrelser. Hun startede med at være på slankekur. Hun var bare
en normal pige, der begyndte at træne. Hendes træning blev så omfattende, at
hun begyndte at lyve om, hvorvidt hun trænede eller ej. Det udviklede sig til,
at hun ikke ville spise noget og kastede, i skjul, op, hvis hun var tvunget til
at spise usundt. Den rædselsfulde historie endte i bulimi, og gennem læsning
var hovedpersonen flere gange indlagt. Pigen lukkede sig inde i sin egen lille
verden, hvor alt drejede sig om mad og motion, for at opnå ’den perfekte krop’.
Da jeg læste bogen, undrede det mig, at man kunne være så syg, at man var
villig til at miste alt for at forblive undervægtig. At udseendet betød så
meget, fattede jeg ikke. l slutningen af bogen dør en af hovedpersons nære
veninder på grund af en spiseforstyrrelse, men på trods af dette fortsætter
pigen ned i dybet af sin sygdom. Bogen åbnede mine øjne for fænomenet
’spiseforstyrrelser’. Jeg begyndte, at fundere over baggrunden for en spiseforstyrrelse
og dens opståen og kom med den konklusion, at problemet ligger i vores samfund.
Især unge piger bliver bombarderet med vrangbilleder af modeller, der er umulige
at leve op til. Slanke taljer, markerede kindben, tynde lår og faste bryster,
ja jeg skal komme efter dig. Det er ikke et under, at flere unge bliver ramt af
bulimi eller anoreksi, men det er et kiloenormt problem. Når man først er
viklet ind i sådan en lidelse, er det en kæmpe kamp at komme ud af igen. Vores
samfund skulle bygge på, at mennesker skal lære at acceptere sig selv og
hinanden, som vi er. Selvfølgelig er der grænser for, hvor meget man skal give
sig hen i madglæde af hensyn til diverse sygdomme, men en kvinde med en
naturlig størrelse large, burde være lige så smuk og attraktiv, som en kvinde
med størrelsen small.
Hvornår er man egentlig god nok?
SvarSletDu kommer med en særdeles god pointe, som jeg helt bestemt er enig i. Herudover er det et aktuelt problem i samfundet. I blade og reklamer, endda også på bagdelen af busser (http://www.fyens.dk/indland/Busbryster-Gymnasieelev-er-rystet-over-reklame/artikel/2598637) bliver man mødt af ’den perfekte krop’, som er med til at skabe vrangforestillinger i folks hoveder, hvilket er dybt oprørt. – Og jeg må ærligt erkende, at de omtalte reklamer også påvirker mig, således man ofte kan føle et pres til ikke at synes godt om ens krop, hvis den ikke opfylder skønhedsidealets kriterier. Samme tankegang spores også hos mine jævnaldrende i omklædningsrummet inden idræt, hvor samtalen ofte lyder på ”for brede lår og for fed mave”. Det lave selvværd er derfor blevet et central problem for vores samfund, hvilket er forargende. En ændring skal derfor ske, hvorpå man, som du også påpeger, lærer at acceptere sig selv som individ. Når det er sagt, så har samfundet også særligt fokus på, at særligt unge dyrker den anbefalede motion, hvilket jeg, som du, også er enig i, så man undgår den fedmeepidemi, samt følgesygdomme, som i høj grad også præger vores samfund. Set i det store billede så er det skam helt forståeligt, at vi som unge mennesker bliver så "skrupskøre", når man på den ene side bliver dynget med skønhedsidealer, hvortil de kloge hoveder siger, at man skal ignorere det og i stedet acceptere sig selv, hvilket sker i takt med, at skolerne indfører 45 minutters motion hver dag, hvor målet er at mindske den stigende fedmeepidemi. Hvornår er man så egentlig god nok?