søndag den 8. juni 2014

Naboerne

Maj 2014 af Marie Wied

Når Esben Bjerres og Peter Falktofts karakteristiske skikkelser ruller over skærmen i ”Monte Carlo elsker Jøderne”, er det med et smil på læben og latterlig let stemning, at de udforsker alle kroge af den omtalte israelske-palæstinensiske konflikt. Og selvom vi ikke kan få nok af de to herrer, sidder jeg alligevel bagefter og tænker. For det er lidt latterligt. Det er latterligt, at konfliktens to parter ikke kan komme overens. Det minder mest af alt om en nabokrig, hvor modstanderne raser på hver sin side af ligusterhækken. Og de raser meget. Jeg kan bare ikke, på trods af sagens alvor, se mig ud af, hvordan det er endt, som det er. Problemet ligger jo i, at alle parterne følger deres egne regler. De laver faktisk om på reglerne hele tiden. Når den ene part er lige ved at sejre, kommer den anden brasende med spritnye argumenter for, hvorfor det ikke er rigtigt. Og som bleg tilskuer til alt dette sidder man tilbage med en ”nå-fornemmelse”. Det kan samtidig sammenlignes med to børnehavebørn, der ikke kan enes om et stykke legetøj. Hvem havde det først? Så at sige var det jo palæstinenserne, der kom først, men eftersom jøderne har gravet ned i den gamle religion og fundet historien om den brændende busk, der efter sigende gav dem lov til at indtage Israel, mener de, at det var dem, der havde retten til at bosætte sig i landet. I dag er der intet andet end krig, konflikt, selvmordsbomber og trætte israelere og palæstinensere tilbage. Og jeg fatter stadig ingenting. Når vi ser på balladen fra lille Danmark med store øjne, virker det hele så meningsløst, at det bliver uforståeligt. Stod det til mig, var svaret entydigt; palæstinenserne var der først, altså er det dem, der står tilbage med retten til landet. Det er selvfølgelig nemt at sige, når man som lille forstadsdansker aldrig har været involveret i en så voldsom borgerkrig, hvor børn og voksne  får smidt religion og politik om landegrænser i hovedet dag ud og dag ind. Det er simpelthen umuligt at sætte sig i deres sted. Derfor er jeg atter på bar bund. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar