søndag den 8. juni 2014

Shakespeare og pølsevogne

Maj 2014 af Sofie Hvemon

Da jeg var tre år, ville mine veninder være prinsesser og ride på lyserøde ponyer. Min mors tommelfinger er blevet bidt af en hest, så ingen ponyer til mig, tak. Da jeg var tre år, ville jeg være forfatter. På mit skilt i børnehaven stod der: Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter
Hvorfor vil en pige på tre år være forfatter? Jeg kunne ikke engang læse dengang! (Jeg kunne ikke engang udtale t-lyde korrekt!) Hvorfor ville jeg så leve af at skrive?
Vi kender det alle … Det er midnat. Kroppen skriger efter søvn. Alligevel sidder man der. Med øjne så tørre som vestjydsk humor og med søvnkorn på størrelse med Lars Løkkes tøjforbrug. Man bladrer … På nethinden ser man steder, der ikke eksisterer i virkeligheden. Personer, der aldrig har levet. Man er i en helt anden verden. Jeg elsker det. Jeg elsker at læse. Min yndlingsbog hedder Spidsnæsernes tur til Månen og handler om tre venner med spidse næser, der rejser til månen for at finde en pølsevogn. Det var den allerførste bog, jeg selv læste, da jeg var 7 år og lige havde lært at udtale t-lyde. Interessant bog, ikke sandt? Spielbergs filmatisering er sikkert lige rundt om hjørnet … Det skal mærkes, at vi lever. Vi mærker først, at vi lever, når vi føler. En historie er kun dragende, hvis den får dig til at føle noget. At kunne fortælle en historie, der kan få andre til at føle noget … det er at leve. – Og at give liv til andre. En forfatter er kort fortalt en livgiver. Spidsnæserne gav mig liv. Det var første gang en bog fik mig til at føle noget. Derfor er den bedre end Shakespeare! Den gjorde noget, som Hamlet desværre ikke kunne: Den fik mig til at føle noget.
Da jeg var tre år, ville jeg være livgiver. Jeg ville fortælle dragende historier, der ville få folk til at føle noget. Det vil jeg stadig. Jeg har ikke nået mit mål endnu. – Men jeg kan i det mindste udtale t-lyde sådan nogenlunde.

Skønheden og udyret

Maj 2014 af Sofie Andersen Hjortshøj

Forestil dig, at jeg er 8 år gammel. Det er juleaften og min far er akkurat gået fra den store julemiddag for at gå på ”toilettet”. Mens min familie og jeg, uden min far, sidder og spiser julemaden, banker det pludselig på døren, og ind kommer julemanden. Julemanden har en sæk over skulderen, hvor der er en gave til mine søskende og jeg, hver især. Min søster pakker først sin gave op, det er filmen Tarzan. Derefter pakker jeg min gave op, det er filmen Skønheden og udyret. Denne film fra 1991 har altid været en af mine yndlings Disney-tegnefilm. Her senere i livet har jeg tænkt på, om denne film i virkeligheden har haft en indflydelse på mit valg af fyre? For når jeg tænker over det nu, går jeg nok mest af alt efter en fyr som udyret, hvor det indre betyder langt mere end det ydre. Og som i filmen kan det til sidst vise sig, at en fyr som udyret er et smukkere menneske end en fyr som Gaston. Karakteren ”Gaston” er jo i virkeligheden den egocentrerede fyr, som kun tænker på sig selv. Han er den fyr, alle pigerne kigger efter, men når det kommer til stykket, er der i virkeligheden ingen, som vil have ham. På denne måde tror jeg rent faktisk, at filmen Skønheden og udyret har haft en positiv indflydelse på mit liv.

Tiden efter gym

Maj 2014 af Simon W. Nielsen
"Ved du, hvad du vil efter gym?" Det spørgsmål har jeg hørt ufatteligt mange gange. Hvad vil jeg egentlig? Det er faktisk et godt spørgsmål. Det får mig til at tænke på noget, min farfar fortalte for nogle måneder siden, da mørket skyggede, og alt var blevet så gråt og trist.
Han sagde: "Har du prøvet at sejle over et ocean på en båd omringet af havet, mens du skuer ud over den endeløse horisont vel vidende, at du ikke kommer til se land i dagevis? Tænk at stå for enden af roret med skæbnen i sin hule hånd. Det jeg vil én gang til. Jeg vil også stå på Palazzo Vecchio i Firenze en varm sommerdag og bare skue ud på de mennesker, der passerer mig. Jeg vil indtage endnu et måltid i Paris på L'Amborisie ved Place des Vosges. Jeg vil have en god flaske vin og så en til. En nat til med jazz på The Vanguard i New York. Jeg vil stå på bjergtoppe og ryge Havannesere, mens jeg nyde solens varme på mit ansigt i så lang tid, jeg kan. Jeg vil gå på den store mur igen. Jeg vil sidde ude i haven og læse endnu en god bog. Men mest af alt så vil jeg sove, sove ligesom da jeg var et barn. Bare giv mig det en gang til. Jeg tror desværre, at jeg er blevet for gammel, og hvem skal så nå at gøre alt det?"
Så jeg ved ikke, hvad du vil efter din tid på gymnasiet, men nu ved du, hvor du kan finde mig.

Livet er, hvad man gør det til

Maj 2014 af en anonym blogger
Hvad er den gode historie, og hvornår kan man kalde en historie for værende god? For mig er det helt individuelt, hvad der kan defineres som en god historie. Jeg har læst mange gode historier, men den, der specielt gjorde et indtryk på mig, var bogen Alting og Ulla Vilstrup af Kim Fupz Aakeson fra 1998. På trods af bogens komplicerede sprog, indeholdt bogen et relativt reflekterende budskab, der fik én til at tænke nøje over livet og dets udfordringer. Livet er ikke bare sort og hvidt. Der er mange aspekter, der skal tages i betragtning, og især når man for eksempel skal træffe en vigtig beslutning i sit liv.
Nogle gange tager vi livet alt for givet, så vi rent faktisk glemmer, at livet indebærer meget mere end bare at leve. Vi møder jo medgang og modgang i livet, men hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige, at vi foretrækker mere modgang end medgang? Ingen af os. Vi hader modgang.
Men sandheden er, at hvis ikke man kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve. Ja, man egner sig faktisk ikke til at leve. Nogle vil mene, det er store ord, der skrives her, men sandheden er, at livet faktisk indebærer lige så meget modgang som medgang. Og det lærer os tålmodighed og taknemlighed, og at vi skal sætte pris på selv de mindste ting i livet. For livet er, med andre ord også, hvad vi gør det til. Vi kan enten sidde på vores flade og forvente, at tingene vil blive serveret på et sølvfad, hvilket nok ikke sker, eller vi kan tage skridtet og være vores egen "lykkesmed". Så kan man sidde og tænke over, hvad lykke egentlig er. Jamen, hvad er lykke? Og hvordan definerer jeg begrebet lykke? Lykke er at blive elsket. Lykke er at blive holdt om, simpelthen fordi den anden ikke kan give slip. Lykke er følelsen af aldrig at være ensom. Det er følelser - det er noget, man kan mærke i sig. Ligesom livet er noget, der skal føles, mærkes, opleves og ikke mindst leves! De smukkeste ting i livet kan ikke ses eller købes for en pris - de kan kun mærkes dybt. Dybt inde i hjertet.

Er bilen et symbol på frihed eller manglende vilje til omstilling?

Maj 2014 af Peter Bachmann

Jeg har læst en bog ved navn Den grønne omstilling, som blandt andet behandler de problemstillinger, der ligger i, at der stadig kommer flere biler på vejene. Det gælder både i Danmark og Europa, men i endnu højere grad i økonomisk voksende og befolkningssvulmende lande som Thailand og Indien.
Problemerne med de mange biler er, at de giver et forøget CO2 udslip med det resultat, at luftforurening samt kilometerlange kødannelser i storbyerne vokser. Alligevel er salget af biler stærkt stigende, og i de økonomisk opadgående lande nærmest eksploderet til trods for, at det at komme rundt i bil mange steder er ensbetydende med at skulle side i timelange køer. I virkeligheden vil det være nemmere for de fleste at droppe bilen og i stedet vælge cykel eller offentlig transport som alternativ. For et par måneder siden blev vores bil totalskadet i et uheld, og Den grønne omstilling har nu blandt andet fået mig til at stille mig selv det spørgsmål: Har vi overhovedet brug for en bil? De sidste måneder har vi faktisk klaret os forholdsvist ubesværet uden. Det handler sådan set bare om at omstille sig til et liv uden en bil, hvilket i virkeligheden ikke er særligt svært, når man bor i byen, hvor det meste er i cykelafstand, og kombineret med offentlig transport kan man komme rundt i hele landet. Samtidig er vi begyndt at bestille dagligvarer på nettet, så de bliver leveret lige til døren. I virkeligheden er bilen i høj grad en overflødig men dyr luksus. Så selvom bilen siden dens udbredelse har været et tegn på frihed, mener jeg, at den i dag er symbol på manglende vilje til den omstilling, vi nok må se i øjnene er nødvendig, hvis de voksende storbyer ikke skal ende som en stor luftforurenet bilkø. Selvom jeg før tænkte, at vores næste bil skulle være en elbil, mener jeg nu, at det slet ikke er nødvendigt med en bil, og at langt flere burde skrotte bilen. På den måde vil man være med til at lempe presset på de overfyldte veje og melde sig ind i kampen mod overforbruget af fossile brændsler.
Fortid, mennesketid og fremtid
Maj 2014 af Niels Holmskov
Jeg har tænkt over noget i et stykke tid. Hvor overlevelsesdygtigt er mennesket? Normalt tænker vi på os selv som det øverste led i fødekæden, den ubestridte hersker af vores planet. Men i realiteten er det absurd, at netop vi står øverst på den evolutionære piedestal. Der er tusindevis af dyrearter, der med gift, kløer, tænder, størrelse og panser kan rive os i småstykker. Selv blandt de forskellige forhistoriske menneskeracer var vi ikke de stærkeste. Men her står vi og har besejret hele jorden. Det at flyve er for os en hverdagsting, der for kun lidt over 100 år blot var en fjern drøm. Vi har gået på månen, og vores sonder er netop nået udenfor solsystemet.  Men alt denne teknologi, alt det vi har opbygget over årtusinder kunne ende i slutningen, ikke bare for menneskeheden, men for hele vores planet. Da man første gang splittede atomet, var der ingen vej tilbage. 1900-tallets krige og våbenkapløb vidste menneskets værste side. Med de enorme lagre af uendeligt destruktive våben vi har, tror jeg simpelthen ikke på, at magthaverne kan holde sig selv i skindet. Måske har vi stadig et par hundrede gode år tilbage med fremgang, men jeg tror simpelthen på, at det hele ender galt. Krig ligger i den menneskelige natur. Diverse krige i Mellemøsten og Afrika har raset uafbrudt med uformindsket styrke i flere menneskealdre. Det er ikke længere tid siden, ”krigen over alle krige” tordnede over Europa, end at vores bedsteforældre kan fortælle om mørke nætter med buldrende fly over Danmark. De umenneskeligheder der blev begået i Nazityskland, Sovjetunionen og Kina er ikke noget, der hører en ikke så fjern fortid til. Både Rusland og Kina er stadig langt fra frie lande, og der er deciderede koncentrationslejre, der endda bliver beskrevet som værre end tyskernes, i Nordkorea den dag i dag.
Menneskeheden er ubestridt destruktiv. Men vi har også lavet fantastiske ting. Den 5. september 1977 sendte NASA en sonde, Voyager 1, ud i rummet. På den ligger der billeder, ikke af mennesker i krig, men af vores planets skønhed og vores bedrifter. Disse billeder er muligvis alt, der bliver tilbage af menneskeheden.

http://imgur.com/a/CvEvO  (Billederne fra rumsonden Voyager 1) 
12 Years A Slave – den mest betydningsfulde film nogensinde
Maj 2014 af Muna Liibaan Abdulle
Filmen 12 Years A Slave fra 2013 er en øjenåbner for os alle - selv den mest snæversynede del af befolkningen. Den virkelig barske film har sat sit præg på den unge generations tankegang, da den er med til at vise, hvordan realiteterne var for mange afroamerikanere under slaveriet i USA i det 18. århundrede. Filmen har påvirket sit publikum således, at de føler både medfølelse og skam, hvilket kan være med til at forhindre fremtidige påføring af lidelser af racistiske årsager.
Jeg har oplevet, at denne film har haft stor betydning for mit syn på afroamerikanerne samt på de hvide amerikanere. Filmen har også været med til at give mig et indblik i, hvorledes racismen er skruet sammen, og den har fået mig til at afsky dele af den verden, vi lever i. Det er utrolig sårende, at mennesker ikke noget før har lært betegnelsen accept. Det er faktisk utrolig vigtigt at kunne acceptere hinanden i et samfund uanset, hvor forskellige man er både psykisk er fysisk. Det er modbydeligt at tænke på, at nogle mennesker ikke blev accepteret i samfundet på grund af noget så ligegyldigt som en ansigtsfarve.
12 Years a Slave er ikke bare en film, den er begyndelsen på en samtale, vi burde have med både hinanden og os selv. Det er på tide, at hvide mennesker overalt anderkender den frygtelige forbrydelse, der blev begået af deres forfædre i stedet for at snige sig udenom. Personligt synes jeg, at man går glip af noget, hvis man undgår filmen, fordi det er den første film, der er så hudløst ærlig om slaveriget i Amerika. Den er så hudløst ærlig, at den ligefrem får mig til at føle ubehag, mens jeg ser den, og den lægger ikke skjul på noget som helst overhovedet – hvilket også er med til, at den fremstår som en meget barsk film. Men skyldfølelsen skal ikke forhindre os i at se den, da jeg ærlig talt må indrømme, at denne film både har ændret min tankegang og min væremåde.
Du er nøjagtigt, hvad dette samfund behøver
Maj 2014 af Mie Østergreen Sørensen
Det er den sætning, jeg efterhånden hører mere og mere, jo ældre jeg bliver, og jo længere jeg kommer med mit liv. Jeg fik engang stukket en bog i hånden med titlen De Hvide Mænd (skrevet af Kenneth Bøgh Andersen i 2003). Jeg vil være ærlig og sige, at jeg aldrig har været vild med at skulle bruge tid på at sidde og læse side efter side, lige til ens øjne begynder at gøre ondt. Man mister koncentrationen, og man bliver ofte nødt til at bladre et par sider tilbage, fordi ens tanker har været et helt andet sted. Men lige nøjagtigt denne bog og denne ene gang fik mig til at indse en masse ting. Samfundet. Fremtiden. Karakterer. Forventninger. Ambitioner. Vi er nået til en tid, hvor samfundet har udviklet sig til noget, der snart ikke har plads til nogen, der besidder fejl. Virker beskrivelsen bekendt? ”Den 21-årige Edward har altid været den bedste. Men en dag vender alt, han føler, der er noget galt med det overkontrollerede samfund, han lever i. Han kan til sidst ikke koncentrere sig, selv ikke om sin skole, selvom den er afgørende for hans fremtidige eksistens.” I denne bog forklares det, hvordan livet bliver planlagt på forhånd for hver enkelt individ, og hver gang man prøver at gå til højre, hvor alle andre går til venstre, bliver man guidet tilbage i flokken igen. Perfektionisme, tilpasning, egoisme og brud på de faste rammer er kun en lille del af de emner, jeg kommer i tanke om, når jeg læser denne bog. Man kan ikke gøre samfundet til et sted, som kun man selv synes er retfærdigt. Skal man vurdere folk på deres faglige færdigheder, eller er der i virkeligheden noget andet, der er meget mere værd? Der er ikke noget konkret svar. Det er op til os selv at finde ud af. Men én ting spekulerer jeg dog stadig over: Har samfundet dræbt teenageren?

Naboerne

Maj 2014 af Marie Wied

Når Esben Bjerres og Peter Falktofts karakteristiske skikkelser ruller over skærmen i ”Monte Carlo elsker Jøderne”, er det med et smil på læben og latterlig let stemning, at de udforsker alle kroge af den omtalte israelske-palæstinensiske konflikt. Og selvom vi ikke kan få nok af de to herrer, sidder jeg alligevel bagefter og tænker. For det er lidt latterligt. Det er latterligt, at konfliktens to parter ikke kan komme overens. Det minder mest af alt om en nabokrig, hvor modstanderne raser på hver sin side af ligusterhækken. Og de raser meget. Jeg kan bare ikke, på trods af sagens alvor, se mig ud af, hvordan det er endt, som det er. Problemet ligger jo i, at alle parterne følger deres egne regler. De laver faktisk om på reglerne hele tiden. Når den ene part er lige ved at sejre, kommer den anden brasende med spritnye argumenter for, hvorfor det ikke er rigtigt. Og som bleg tilskuer til alt dette sidder man tilbage med en ”nå-fornemmelse”. Det kan samtidig sammenlignes med to børnehavebørn, der ikke kan enes om et stykke legetøj. Hvem havde det først? Så at sige var det jo palæstinenserne, der kom først, men eftersom jøderne har gravet ned i den gamle religion og fundet historien om den brændende busk, der efter sigende gav dem lov til at indtage Israel, mener de, at det var dem, der havde retten til at bosætte sig i landet. I dag er der intet andet end krig, konflikt, selvmordsbomber og trætte israelere og palæstinensere tilbage. Og jeg fatter stadig ingenting. Når vi ser på balladen fra lille Danmark med store øjne, virker det hele så meningsløst, at det bliver uforståeligt. Stod det til mig, var svaret entydigt; palæstinenserne var der først, altså er det dem, der står tilbage med retten til landet. Det er selvfølgelig nemt at sige, når man som lille forstadsdansker aldrig har været involveret i en så voldsom borgerkrig, hvor børn og voksne  får smidt religion og politik om landegrænser i hovedet dag ud og dag ind. Det er simpelthen umuligt at sætte sig i deres sted. Derfor er jeg atter på bar bund. 
Lavt selvværd

Maj 2014 af Maria Lund Nielsen

Jeg har læst en bog, som har sat mange tanker i gang i mit hoved. Den største tanke er, at jeg aldrig vil være ligesom hovedpersonen i bogen. På et tidspunkt mister hun helt troen på sig selv og begynder at få dårlig opmærksomhed fra fremmede fyre i byen. Det undrer mig, at hun søger den dårlige opmærksomhed, når hun har den sødeste kæreste derhjemme, som både elsker hende og værdsætter hende. Men fyrene i byen giver hende troen på sig selv, og hun føler sig lækker i 10 min. hvor de giver hende mange komplimenter i håbet om at få hende med hjem. Hun går i meget nedringet tøj, da hun tror, at det er den eneste måde, hun kan få deres opmærksomhed på. Det har betydet, at når jeg er i byen, tænker jeg over meget over, at jeg ikke sender de forkerte signaler. Selvom det er 3 år siden, jeg læste bogen, så følger den mig stadig, og den har virkelig betaget mig og er blevet min bibel over, hvad jeg ikke skal gøre. Det er også nedværdigende, at bogens hovedperson pga. sit lave selvværd kun føler sig smuk ved at sende forkerte signaler vha. sin måde at klæde sig. Sådan har mange piger det, og sådan har jeg også selv følt det, nemlig at jeg var meget usikker på mig selv. Men at gå i nedringet tøj hjælper kun i kort tid, for man er ikke smuk, hvis man ikke elsker sig selv. 
Magien føles helt virkelig
Maj 2014 af en anonym blogger

Jeg har altid haft en svaghed for Harry Potter-filmene. Dog har jeg aldrig haft tålmodigheden til at sætte mig ned og læse bøgerne, som filmene oprindeligt er baseret på. Jeg tror det lige så meget er, fordi jeg synes, at skuespillerne i filmene er helt fantastiske. Jeg er vokset op med Harry Potter-filmene igennem hele mit liv, og jeg har set hver og en op til flere gange. På den måde har jeg også knyttet et form for bånd til personerne i filmene, og jeg føler mig derfor tryg, når jeg sætter mig til at se f.eks. Harry Potter and the Deathly Hallows. Jeg har på mange tidspunkter undret mig over, hvorfor jeg er så vild med Harry Potter. Normalt er jeg aldrig til fantasy genren. Jeg synes blandt andet, at film som Ringenes Herre er dødsyge. Men jeg bliver på en eller anden måde altid glad, når jeg ser Harry Potter, og filmene minder mig om min barndom. Hele det univers, som er i filmene, har jeg svært ved at forstille mig ikke findes. Når min forbundethed til filmene er så tæt og virkelig, så har jeg på en måde en idé om, at Hogwarts findes. Selvom det selvfølgelig ikke gør. Men eftersom Harry Potter er blevet så stor i hele verden, så er det næsten svært at tro, at det hele bare kan være en stor løgn. Apropos det at Harry Potter er så kendt verden over, så er det da utroligt, at en så uvirkelig historie kan have så stor en plads i de fleste menneskers hjerter. Det handler i princippet bare om en teenager, der siger nogle mærkelige ord og har en stav, der kan trylle, og en kost, han kan flyve på. Jeg tvivler på, at J. K. Rowling, som har skabt hele universet, troede på, at hendes bøger ville blive så stor en succes. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver om mine yndlingsfilm, så får jeg helt lyst til at se dem fra en ende af og dermed genopleve min barndom.
Skal mænd søge ligestilling?
Maj 2014 af Lizette Herløv Dorsch
Jeg så en video på Facebook, som Magasinet M havde delt, hvor man ser forbipasserendes forskellige reaktion på en mand, der virker voldelig over for en kvinde, og på en kvinde, der virker voldelig over for en mand. Så snart manden skubbede til kvinden under deres diskussion, var der allerede 5 personer henne og stoppe manden og sige, de ville ringe til politiet, hvis ikke han lod hende være. Da kvinden var voldelig over for manden og skubbede ham ind i et rækværk og råbte ad ham, grinte de forbipasserende. I starten tænkte jeg ikke rigtig over det, indtil jeg læste en af kommentarerne, hvor der stod: ”Syg ligestilling vi har”, og først der begyndte jeg at tænke rigtigt over videoen. Vi moderne, selvstændige kvinder har kæmpet for ligestilling i mange år og sidder i 2014 med en kvindelig statsminister i Danmark (en afroamerikansk præsident i USA) og ligeret fx inden for områderne uddannelse, job og løn.
Vi kvinder ved nemlig , hvordan vi skal have respekt for os selv og vise os som selvstændige, yndefulde skabninger. Er vores kæreste eller mænd os utro, er en lussing helt okay, for han har været en idiot. Grimme og skamfulde ord bliver slynget ud af vores mund og en voldelig opførsel kan komme på tale, men det jo okay, for vi er kvinder. Kan vi tjene ligeså meget som en mand? Ja. Kan mænd være hjemmegående ’husfædre’? Ja. Kan kvinder blive højere uddannet end mænd? Ja. Kan kvinder slå mænd? Ja. Kan mænd slå kvinder? … Nej. Hvis en kvinde kan slå en mand, fordi han er en idiot, kan en mand så ikke også slå en kvinde, fordi hun er en idiot? Er det kun mænd, der kan straffes? Vi ser også kvinder i fængsel. Mænd er fysisk stærkere end kvinder, så derfor kan man sige, det ikke er okay at slå på kvinder.
Man siger også, at piger lærer hurtigere end drenge, er det så ensbetydende med, at drenge skal starte to år før i skole? Og hvad så hvis det er et forhold, hvor kvinden er den stærkeste, er det så kun manden, der må slå?
Racist over for hunde, mennesker eller begge dele?

Maj 2014 af Line Højluns Skogemann

Jeg læste forleden en artikel om en ung pige, der var blevet overfaldet af fire mænd på grund af hendes hunds race. Hunden, der er tale om her, er en såkaldt ”muskelhund”. Bare overskriften fik mig til at ryge op i det røde felt! Og imens jeg læste teksten, var det eneste jeg tænkte: ”Dem der har gjort det, burde få samme behandling!” Sådan nogle ting kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til at gøre. Stakkels pige og ikke mindst hund. De fire mænd kastede ejeren ud i en sø og sparkede derefter til hendes hund, som var i chok. Alt dette bare på grund af en speciel hunderace, som de ikke kunne lide? Åh, hvor bliver jeg sur, når jeg hører sådan noget. Jeg går da heller ikke hen og sparker til en eller anden person bare fordi jeg ikke kan lide, hvordan han eller hun ser ud. Det giver ikke nogen mening, og hunden kan jo ikke gøre for, at den er af en speciel race. Det sker desværre snart så ofte, at hundeejere med denne type hund tit bliver overfaldet og ikke tør begive sig ud på en gåtur af frygt for det. Jeg synes virkelig, at det er rent ud sagt grotesk, og der burde blive sat en stopper for det med det samme! Vi hører jo tit om så mange, der overfalder sagesløse personer, men nu gælder det åbenbart også hunde. Danmark altså, tag jer nu sammen for pokker da. Jeg kan godt forstå, at nogle har et skeptisk syn på disse hunde, men jeg mener, man hverken kan generalisere mennesker eller hunde. Hvad synes I om de mennesker, der straffer disse uskyldige hunde? 
Det ændrede mit syn på verdenen
Et rørende øjeblik, jeg aldrig nogensinde vil glemme.
Maj 2014 af Line Di Maio Andersen
Nu til dags ser man tit folk, som bor på gaden. Det er lige før, at det er ved at blive normalt, når man ”flytter ud” som hjemløs, narkoman eller alkoholiker. Men filmen Submarino, som er instrueret af Thomas Vinterberg i 2010, fik rusket grundigt op i mine tanker, da jeg så den. En rørende film, som får en til at tænke over, hvor godt man egentlig har det – og hvor skidt andre mennesker har det. Førhen fik jeg ikke ondt i hjertet, når jeg så en hjemløs mand, en alkoholiker eller en narkoman på gaden. Den første tanke, som fløj gennem hovedet på mig, var: ”Det er noget, han selv har valgt”. Men Submarino fik ramt mig lige i hjertet. Jeg havde aldrig troet, at man kunne have det så dårligt med sig selv, uden selv at være skyld i det. Det er faktisk ikke særlig tit, at det er noget, man selv har valgt. Man kan for eksempel have mistet sin mor, og derfor har livet taget en drastisk drejning, uden man selv har kunne styre det. Derfor er det tit en form for medicin for mange mennesker enten at tage stoffer eller drikke sig selv ihjel, da det er med til at formindske deres smerter. Jeg er nu begyndt at se anderledes på verdenen. Folk, som bor på gaden, eller folk, som er alkoholikere, har ikke selv valgt det – men de har brug for en hjælpende hånd. Derfor er det vigtigt, at vi mennesker, som har det godt, er med til at give netop den hjælpende hånd til dem, som har det dårligt, og til dem, som gerne vil gøre nytte af vores hjælp.




De små ting i livet

Maj 2014 af Kirstine Lea Lind Clemmensen

Den franske film Amelie (2001) er min yndlingsfilm af alle. Filmen handler om pigen Amelie, hvis mission i livet på mystisk vis bliver at rette op på tilfældige folks hverdag og bringe dem lykke ved bare at hjælpe dem lidt på vej. Filmen er på mange måder så uendelig simpel og jordnær. Da jeg så den første gang, havde jeg aldrig set en film med sådan en handling. Den handler i grove træk nemlig bare om at være lykkelig, og hvor lidt der skal til for at hjælpe den på vej. I vores tid er der jo så mange overfladiske ting, der spiller en rolle for, om man er lykkelig så som det flotte hus, det rigtige job, det rigtige tøj, den nydelige bil og i det hele taget bare den flotte facade. I filmen Amelie er det slet ikke det, der spiller en rolle, og det fik mig langsomt til at indse, hvor fine og små ting der gør hverdagen hyggelig og speciel. Det fik mig endvidere til at indse, at jeg en gang imellem måske havde spærret lidt ben for lykken, da den jo var over det hele, men jeg havde bare ikke rigtig fået øje på den.  Efter jeg havde se filmen, tænkte jeg også over disse små ting, for det er nemlig dem, jeg elsker allermest i dag, da det er så super hyggeligt som for eksempel, når man roder forvirret rundt i sin taske for at finde sin matematikbog, men i stedet finder en gammel togbillet og kommer i tanke om, hvilken hyggelig weekend den togbillet var starten på.
Moralfilosofisktankestrøm

Af Kenneth Muldbak, 26/05 2014

Hvad tænker folk, hvordan reagerer de, og efter hvilke kriterier bedømmer de, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Eksisterer der ét overordnet gode og ét overordnet onde, eller er det vores egen subjektive betragtning af tilværelsen, der bestemmer, hvad det rigtige og hvad det forkerte er i forskellige situationer? Kan vi i så fald tillade os at straffe andre, hvis deres opfattelse af godt og ondt er forskellig fra vores egen. Som ung mand opvokset i et moderne land som Danmark, er jeg uden tvivl blevet præget af de normer og værdier, som vi anser for værende de rigtige. Derfor har jeg en naturlig holdning til diverse moralske aspekter, en holdning som jeg i høj grad deler med resten af landet. Jeg er vokset op med læren om ét rigtigt og ét forkert, ét gode og ét onde. Min opfattelse af diverse etiske spørgsmål bliver dog til daglig testet og rystet. I USA f. eks. kan en mand blive dømt til døden, hvis hans forbrydelser er tilstrækkeligt grove. Henrettelser er vi dog i Danmark blevet enige om at kalde for mord. Uenigheder som disse skaber forstyrrelser, for hvem har retten til at bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Mit samfundssyn er dog for alvor blevet omvæltet efter at have læst bogen De Velvillige (Jonathan Littell, 2008), som er en fantastisk spændende omend utroligt skræmmende og på mange måder ulækker bog. Bogen vender fuldstændig op og ned på alt, hvad man som barn har lærte om moral og etik, og flere gange chokerede den så voldsomt, at den næsten kunne frembringe sure opstød. Bogen omhandler en SS officer, der detaljeret beretter om sine egne gerninger under 2. verdenskrig. På trods af at jeg er uenig i stort set alle SS officerens holdninger, er det så op til mig at fortæller ham, at han tager fejl, og hans samfundssyn er forkert, og kan jeg tillade mig at dømme og straffe en mand, der mener, at han har handlet til alles bedste?
Lad os bryde stilheden

Maj 2014 af Katrine Hübertz
Jeg er inspireret af en mand, som døde i al for ung en alder. En mand, som skulle være med til at tage låget af samfundets tabuer og bryde stilheden. For hvis der var noget, han kunne, så var det at argumentere for, det han troede på. Jeg har været inspireret af den mand siden 9. klasse, hvor jeg i dansk eksamen var så heldig at trække genren essay. Jeg ledte mange steder efter det helt rigtige værk, som jeg skulle præsentere til eksamen. Og det var som kærlighed ved første blik, da jeg faldt over Dan Turèll og hans essay ’De fremmede’. I essayet graver han ned i en af landets tabuer omkring befolkningens syn på de såkaldte fremmede. Han underbygger, at vi alle er flygtninge i en eller anden forstand. Jeg beundrer, at han træder frem og gør oprør mod samtidens gængse opfattelser af flygtninge og fremmede. For hvorfor pokker er det, at vi som mennesker har skabt et samfund, hvor menneskets værdi ofte afhænger af, hvor man er fra i verden? Verbet Afhænge er med vilje i præsens for denne opfattelse præger stadig vores samfund. Vi er alle mennesker af kød og blod, det er blot vores gener, som udtrykker forskelligheder. Jeg kan bide mig selv i tungen ved tanken om, hvor mange gange jeg har beklaget mig over den uretfærdighed, jeg mener, jeg har mødt i livet. Jeg beklager mig over intetsigende beslutninger, imens der er mennesker, som blot kæmper for accept i deres eget land. Set i det store perspektiv, så har jeg intet at beklage mig over. Jeg må nok hellere stoppe op en gang imellem og fryde mig over, hvor heldig jeg egentlig er. Alle mennesker må vel i en eller anden henseende fundere over livet, se dets mangler og opdage, hvilke begrænsninger denne opfattelse har skabt i livet. Lad os netop se frem til en forbedret tilværelse, for den er i sigte. Vi er på rette spor. Vi må indse, at der kun er én race – den menneskelige – og at vi alle tilhører denne.
Svigtet af samfundet!

Maj 2014 af Pfaffelaffe246

Jeg var dybt rystet efter at have set TV2’s udsendelse Med børnene som våben. Det bliver her dokumenteret, hvor dårligt vores samfund hænger sammen, og voksne mennesker kan udnytte deres egne børn som våben mod hinanden, og endda slippe afsted med det. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan kommunerne tro, at børnene vil have det bedre ved en forælder, der udnytter dem for at gavne egne interesser? Det burde ikke være muligt, at man i dagens Danmark kan slippe afsted med sådan en opførelse. Kommunerne har haft psykologer ind over sagerne uden at lytte til deres vurderinger, når deres vurderinger med højst sandsynlighed ville føre til en bedre løsning for alle parter. Hvis kommunerne mener, der er grund til at få en psykolog ind over en sag om skilsmisse, så er de da også nødt til at lytte til psykologens vurdering. Socialforvaltningen er til for at sikre børnene den bedst mulige fremtid, og dette ville ske via samvær med begge forældre og med begge forældre som en del af børnenes store øjeblikke i livet. Selvfølgelig er dette ikke altid muligt, men inden for mulighedens grænser burde kommunerne sørge for at træffe den bedste mulige beslutning. Man kunne evt. tilknytte en psykolog til både børn og forældre, og så kunne psykologen komme med en vurdering af forældrene og ikke kun børnene. Dette ville give kommunerne mulighed for at få en vurdering af forældrene, der ikke var påvirket af følelser, der er kommet i klemme i en skilsmisse. I sådanne situationer, er det ikke kun forældrene, det går ud over, for dem der bliver ramt hårdest er børnene. Udsendelse viste også, hvordan andre parter blander sig i sagerne, ikke kun familie og venner, men også en præst, som slet ikke har nogen ret til at blande sig. Hendes indblanding har ødelagt et af de vigtigste øjeblikke (her er der tale om sønnens konfirmation) i en mors liv, ja, i alle forældres liv, et øjeblik, hverken mor eller søn vil kunne få igen. Det undrer mig ufatteligt meget, at vores samfund kan svigte familier, både voksne og børn, på den måde uden tanke for konsekvenserne. 

Med børn som våben

Maj 2014 af Julie Juel

I dette indlæg vil jeg fortælle jer om en dokumentar, som skabte stor forundring hos mig. TV2 har i de seneste uger sendt en dokumentarserie "Med børn som våben", som omhandler nogle skilsmissefamilier, som ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle håndtere fordelingen af deres børn imellem sig. Den familiehistorie, som ramte mig mest var Cirkelines. Hun måtte ikke se sine 2 børn, og det skulle ifølge Cirkelines eksmand være børnenes ønske, at de ikke så deres mor. I et af seriens afsnit ser man, at Cirkelines søn skal konfirmeres, og hun ønsker inderligt at deltage ved sønnens konfirmation i kirken, men præsten vil ikke oplyse, hvornår konfirmationen skal finde sted. Dette gjorde mig forarget; hvordan kan man ikke tillade et barns mor at deltage ved konfirmationen i kirken, som er et offentligt sted? Hun endte dog med at finde datoen, men da hun så ankom til kirken, var sønnen der ikke, for eksmanden havde aflyst kirken og holdt kun fest. Cirkeline havde købt gaver, og dem kunne hun så ikke aflevere til sin søn, for det ville eksmanden ikke tillade. Man ser nemlig, hvordan Cirkelines nye mand tager ud til sønnens fest for at aflevere gaverne, og han bliver med det samme smidt ud af eksmanden. Jeg blev så chokeret og havde faktisk lyst til at slå eksmanden! Hvordan kan han finde på at opføre sig sådan? De kom bare med gaver til sønnen, og det var ikke engang Cirkeline, der dukkede op. Jeg forstod slet ikke, hvorfor Cirkelines eksmand flippede sådan ud, som han gjorde, for når det efter sigende skulle være børnene, der ikke ville se deres mor, burde det vel også være sønnens beslutning, om han ville modtage gaverne eller ej. Hele denne dokumentar fik mig til at føle mig super privilegeret over de forældre, jeg har, og deres forhold til hinanden, samtidig fik det her mig virkelig til at indse, hvor godt jeg har det, selvom det måske ikke altid følelse sådan. Min familie er det vigtigste for mig
Nogle bøger bor hos mig for evigt

Maj 2014 af Glory Kanth Jørgensen

Kære læsere, lad mig fortælle jer om en enkelt bog, der ændrede mit liv. Ja, nemlig The Fault In Our Stars skrevet af John Green. Denne bog ændrede ikke kun mig, men mit syn på livet, og det er den eneste bog, der har gjort det. Hvordan kan én bog ændre ens liv? Ja, nu skal I høre. John Green har et speciel uimodståelig forfatteregenskab, der får mig til at tro på håb. Den bog ændrede mit syn på livet, og hvordan man skal sætte pris på alt, før det forsvinder. Tankerne og følelserne væltede frem, da John Green påpegede, at vi ikke har mulighed for at beslutte, hvordan eller hvornår vi kommer til skade. Du behøver dog kunne afgøre, hvem der sårer dig. Hans sidste ord hjemsøger mig, og jeg tilbragte uger med at beslutte, om jeg kan lide mine egne valg? "That's the thing about pain. It demands to be felt." - John Green, The Fault in Our Stars. Og det betyder: "Det er den ting ved smerte. Den kræver at kunne mærkes." Jeg græd første gang, jeg læste disse ord. Faktisk, for at være ærlig, jeg græder, hver gang jeg læser disse ord. Jeg kan aldrig beskrive, hvor meget dette citat betyder for mig. Jeg er ikke fremmed for smerter. Det tror jeg ærlig talt ikke, nogen er. Smerte er en pris, vi betaler for at være menneske, for at føle følelser af nogen art. Jeg elsker Hazel Grace (hovedpersonen) og hendes syn på livet og på mennesker. Augustus Waters (anden hovedperson) fik mig til at tro på simpel kærlighed. Nogle bøger bor hos mig for evigt – The Fault in Our Stars er uden undtagelse én af dem.  jeg bliver taget med på en rejse med denne bogs teenagere, som går gennem noget både så enormt og så tragisk, og det at kunne være i stand til at grine så voldsomt over nogle dele for derefter at græde så voldsomt over andre er vidunderligt. Så tak, Hazel Grace. Tak, Augustus Waters. Og tak, John Green. Jeg vil aldrig, aldrig glemme den måde, hvorpå den bog ændrede mit liv.
Urealistisk og villig besættelse
Mandag d. 26. maj 2014 af Ella Johanne
”Man kan ikke leve uden musik,” lyder det fra mange danskeres munde, og det har det gjort i en længere periode nu. Ja, faktisk har det altid lydt sådan. Uanset om man snakker videnskabeligt eller filosofisk, så er der ingen tvivl om, at musikken har en evne til at opfylde et menneskeligt behov. Uanset om vi snakker et glad-, trist- eller et dansehumør, så har musikken en indflydelse på, hvordan det bliver opfattet. Musik kan fremkalde diverse stemninger. Men hvorfor er det, at vi altid søger i musikken efter fx hjælp eller med-lidenhed? Hvorfor er det i musikken, vi finder trøst? Finder trykhed? Og ikke mindst, hvorfor er det forsangeren, vi idolisere? Nogle vil mene, at det kun er ensomme mennesker, dette sker for. De vil mene, at de aldrig selv har idoliseret en kunstner og slet ikke i en voldsom grad. Men et boyband som One Direction er blevet til meget mere end bare sangere for diverse teenagepiger, sågar for ældre kvinder. Det er ikke blot på grund af deres sange om alle de smukke kvinder, der findes i verden, men også de utallige kærligheds-sange, der får det kvindelige køn til at dåne. Nej, det er også deres grin, deres hår, deres mor – det er alt, hvad de er. Directioners fra hele Jordkloden snakker om drengene Harry, Niall, Liam, Louis og Zayn, som om de har været deres bekendte hele livet. I virkeligheden har de jo aldrig hverken mødt drengene fra One Direction eller udvekslet et eneste ord med dem. For de voksne mennesker med døtre, der idoliserer disse drenge, virker det fuldstændig absurd. One Directions musik er hverken den bedste eller dybeste, men alligevel har de verdens største fanbase. Dette får selvfølgelig eksperterne til at tvivle på denne fanbase. Eksisterer den på grund af musikken eller eksisterer den på grund af medlemmerne? One Direction er i vores tid blevet til meget mere end bare nogle gutter, der laver musik. De er nu for flere teenagepiger blevet til sexsymboler og billedet på det perfekte hankønsvæsen.
Men hvis alle disse piger er så blændet af fem fremmede drenge, der kan få dem til hvad som helst, hvor vil det så ikke ende? Hvis alle disse piger lever med den urealistiske drøm om at gifte sig og leve lykkeligt med kendte mennesker, der intet kender til dem, kan det så føre til mere end en uskyldig forelskelse? Disse piger vil få den virkelige verden at føle, og med sådan en drøm kan den ramme dem hårdt. Blot på grund af et stykke fængende musik.
Hvor meget kan man være vidne til uden selv at gøre noget?

Maj 2014 af Cecilie Dansbo

Tirsdag aften blev den frygtelige og meget tankevækkende dokumentar Helvedes Helte, der handler om de utrolige fattige mennesker, specielt børn, i Afrika, sendt på DR1. Dette var en chokerende og meget rystende udsendelse. Jeg sidder nu tilbage med et knust hjerte over at skulle se nogle børn sulte, blive afstraffet og mishandlet. Det er meget skuffende og yderst sørgeligt, at vi, velfungerede mennesker i blandet andet Danmark, skal se i øjnene, at en stor del af verden leve under så kummerlige forhold, uden reelt at gøre noget ved problembet. I Danmark har vi adgang til langt mere, end hvad basale behov er. Man kan snart ikke længere gå på gaden, uden at alle har en iPhone eller en Macbook, mens børn i Afrika bliver slagtet og tortureret hver eneste dag. Jeg er selv ejer af en iPhone og lever præcis ligesom en hver anden ung, men efter denne udsendelse har jeg fået et helt andet syn på situationen. Det er bekymrende, at én halvdel af verden kan være velfungerende, mens en anden halvdel skal kæmpe med livet og døden hver eneste dag – dette er en samfundskritik. Man bør tage sig mere af den fattige og udstødte del, end man gør nu. Det gør mig urolig, når jeg ser, hvor uvidende disse mennesker er, og når jeg ser, hvor ødelagte de stakkels børn er og forbliver. Min dybeste respekt går til alle de nødhjælpsorganisationer, som vi heldigvis har, og specielt til alle de frivillige mennesker, som ofrer mange timer af deres liv på netop disse udsatte mennesker. Jeg ønsker helt klart selv at støtte op om nødhjælp. Min lyst til at kunne redde nogle børn og give dem en tryg tilværelse er blevet bekræftet efter denne udsendelse. Dette er ikke noget, jeg kan lukke øjnene for, og jeg føler, det er min pligt at gribe ind. 
Gode historier med smukke tanker

Maj 2014 af Caroline Bjerg
For mig er den bedste slags historie, uanset platform, dén historie, som bliver hos mig, efter jeg har lagt den fra mig. Den skælder ikke ud, den kritiserer ikke det samfund jeg føler mig hjemme i – men den inspirerer mig og giver mig lyst til at gøre mere. Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På – en roman fra 2005 af den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer – er netop den slags bog. Man lukkes ind i den 9-årige hovedpersons naive, nysgerrige og uhæmmet kreative tanker, når han forsøger at løse en sidste gåde fra sin far, der er omkommet under 11. september. Drengens opfindsomme, men oftest helt umulige ideer, fik mig til at indse alle de hæmninger, jeg har blokeret mine tanker med, jo ældre jeg er blevet. Den smule logik, jeg har opsamlet gennem mine små 18 år, strider eksempelvis stik imod den lille drengs idé om, at samle tårerne fra alle New Yorkere i en sø, så man til hver en tid vil vide, hvor stor lykken, eller ulykken, er hos byens beboere. Da jeg læste dette, begyndte jeg straks at finde på grunde til, at dette var et umuligt projekt, men i virkeligheden var det egentlig bare en smuk tanke. Og dem synes jeg ikke, man skal skyde ned, selvom det er svært at lade være. Jeg følte mig ikke opdraget af bogen – og synes desuden ikke, der er noget værre end en historie, der vil have dig at sidde og skamme dig over alt muligt. I stedet følte jeg mig inspireret til at tænke lidt mere nysgerrigt og naivt – det hele bliver lidt rarere, når man tror på alle muligheder. Og når en historie kan have en sådan effekt på en læser, lytter eller seer, forstår jeg ikke, hvordan geniale og smukke budskaber bliver glemt så hurtigt. På trods af min bogs opmærksomhedskrævende, skrigorange farve, gik der i hvert fald ikke uendeligheder af tid, før jeg havde glemt de smukke tanker og vendte tilbage til at være lidt kedeligt realistisk. Men nu har jeg heldigvis hevet bogen frem igen for at skrive dette indlæg, så jeg må hellere komme i gang med at tænke nysgerrigt, leve i nuet, og alt det dér (en gang til).
Når virkeligheden bliver vist på film

Maj 2014 af Bolette Hilbert Jacobsen

Vi bliver hver dag påvirket af alle de forskellige indtryk, som vi oplever, og nogle indtryk sætter deres præg på vores sjæl, fordi vi fx synes, det er spændende, eller fordi vi føler medfølelse med vore medmennesker. Jeg synes især, at det er film om social arv, som påvirker mig – positivt. Film som Råzone fra 2006 eller Submarino fra 2010, hvor vi ser hvordan flere danske unge lever, og hvordan alvorlige sociale problemstillinger har indtaget ungdomslivet, folkeskolerne såvel som uddannelsesstederne. Det får mig til at tænke over, hvordan mit liv kunne have endt, hvis jeg havde taget andre beslutninger i livet, og hvordan mine tidligere venner, hvis liv jeg igennem de sidste par år har set smuldre mellem hænderne på mig, måske blev presset ud i de forfærdelige liv, som de nu har svært ved at komme ud af. Når jeg ser filmene, får jeg en fornemmelse af at føle mig heldig, heldig fordi jeg har sådan et godt liv med den rigtige omgangskreds. Der er scener i filmene, hvor jeg ikke har lyst til at kigge, fordi følelsen af at være mundlam rammer mig hårdt. Jeg kan dog alligevel aldrig lade være med at knibe en tåre, når jeg ser, hvor godt det går dem i det ene minut, men dog er det gode næsten altid væk øjeblikket efter, og de står igen i lort til halsen. Jeg tror, at det er sundt for danskerne, at vi har film som Råzone og Submarino.
Livstruende luksusproblemer

Maj 2014 af Bodil Åbom Jørgensen

Vi unge mennesker er blevet skrupskøre. Jeg læste for kort tid siden en bog, der fik tankerne i gang i mit hoved. Den handlede om en pige, der udviklede alle mulige former for spiseforstyrrelser. Hun startede med at være på slankekur. Hun var bare en normal pige, der begyndte at træne. Hendes træning blev så omfattende, at hun begyndte at lyve om, hvorvidt hun trænede eller ej. Det udviklede sig til, at hun ikke ville spise noget og kastede, i skjul, op, hvis hun var tvunget til at spise usundt. Den rædselsfulde historie endte i bulimi, og gennem læsning var hovedpersonen flere gange indlagt. Pigen lukkede sig inde i sin egen lille verden, hvor alt drejede sig om mad og motion, for at opnå ’den perfekte krop’. Da jeg læste bogen, undrede det mig, at man kunne være så syg, at man var villig til at miste alt for at forblive undervægtig. At udseendet betød så meget, fattede jeg ikke. l slutningen af bogen dør en af hovedpersons nære veninder på grund af en spiseforstyrrelse, men på trods af dette fortsætter pigen ned i dybet af sin sygdom. Bogen åbnede mine øjne for fænomenet ’spiseforstyrrelser’. Jeg begyndte, at fundere over baggrunden for en spiseforstyrrelse og dens opståen og kom med den konklusion, at problemet ligger i vores samfund. Især unge piger bliver bombarderet med vrangbilleder af modeller, der er umulige at leve op til. Slanke taljer, markerede kindben, tynde lår og faste bryster, ja jeg skal komme efter dig. Det er ikke et under, at flere unge bliver ramt af bulimi eller anoreksi, men det er et kiloenormt problem. Når man først er viklet ind i sådan en lidelse, er det en kæmpe kamp at komme ud af igen. Vores samfund skulle bygge på, at mennesker skal lære at acceptere sig selv og hinanden, som vi er. Selvfølgelig er der grænser for, hvor meget man skal give sig hen i madglæde af hensyn til diverse sygdomme, men en kvinde med en naturlig størrelse large, burde være lige så smuk og attraktiv, som en kvinde med størrelsen small. 
Medierne ændrer vores syn på mennesker

Maj 2014 af Ozan Belek

Når jeg ser en nyhedsudsendelse eller læser en avis, forholder jeg mig ikke kritisk og tror på alt, hvad de siger og skriver. Dette problem har mange i dagens Danmark, hvilket gør det til en vigtig problemstilling. Folket i Mellemøsten minder mig om et godt sammenhold mellem folk, ære, store familier, dans, fest og farver. Men desværre er det således, at vestens mediebillede af Mellemøsten er særdeles generaliserende. Vestens medier fokuserer altid på en bestemt gruppe islamister fra Mellemøsten, og dette får seerne eller læserene til at tro, det er alle fra Mellemøsten, der er sådan. Islam har stor indflydelse i Mellemøsten, og religion præger kulturen. Vestens mediebillede af Mellemøsten har også fokus på kvinders rettigheder. De vestlige medier generaliser om og om igen, de burde tage sig sammen og forholde sig til emnerne på en mere nuanceret måde! Et opsigtsvækkende eksempel på en mellemøstlig kvinde, der er blevet påvirket af vestens medier, er Firoozeh Bashrafkan, som har masser af indlæg på youtube og facebook, hvor hun blandt andet uploader videoer, hvor hun makulerer Koranen og beder på et bedetæppe meget vovet klædt - bare for at irritere muslimer. Hun blev blandt andet mest kendt for at række ”fuck-fingeren” til komikeren Omar Marzouk på live-tv. Det går mig på nerverne, at hun er blevet så påvirket af medierne, og hvordan medierne viser de meget få mellemøstlige mennesker, der fx dræber deres døtre. Jeg ved af egen erfaring, at ikke kun mennesker fra Mellemøsten, men også folk fra andre lande (uanset om de er tilhængere af Islam eller ej) er af den holdning, at kvinden altid har været mandens førsteprioritet, og noget man altid vil beskytte.

Medierne burde vise alt i stedet for at censurerer!