søndag den 8. juni 2014

Urealistisk og villig besættelse
Mandag d. 26. maj 2014 af Ella Johanne
”Man kan ikke leve uden musik,” lyder det fra mange danskeres munde, og det har det gjort i en længere periode nu. Ja, faktisk har det altid lydt sådan. Uanset om man snakker videnskabeligt eller filosofisk, så er der ingen tvivl om, at musikken har en evne til at opfylde et menneskeligt behov. Uanset om vi snakker et glad-, trist- eller et dansehumør, så har musikken en indflydelse på, hvordan det bliver opfattet. Musik kan fremkalde diverse stemninger. Men hvorfor er det, at vi altid søger i musikken efter fx hjælp eller med-lidenhed? Hvorfor er det i musikken, vi finder trøst? Finder trykhed? Og ikke mindst, hvorfor er det forsangeren, vi idolisere? Nogle vil mene, at det kun er ensomme mennesker, dette sker for. De vil mene, at de aldrig selv har idoliseret en kunstner og slet ikke i en voldsom grad. Men et boyband som One Direction er blevet til meget mere end bare sangere for diverse teenagepiger, sågar for ældre kvinder. Det er ikke blot på grund af deres sange om alle de smukke kvinder, der findes i verden, men også de utallige kærligheds-sange, der får det kvindelige køn til at dåne. Nej, det er også deres grin, deres hår, deres mor – det er alt, hvad de er. Directioners fra hele Jordkloden snakker om drengene Harry, Niall, Liam, Louis og Zayn, som om de har været deres bekendte hele livet. I virkeligheden har de jo aldrig hverken mødt drengene fra One Direction eller udvekslet et eneste ord med dem. For de voksne mennesker med døtre, der idoliserer disse drenge, virker det fuldstændig absurd. One Directions musik er hverken den bedste eller dybeste, men alligevel har de verdens største fanbase. Dette får selvfølgelig eksperterne til at tvivle på denne fanbase. Eksisterer den på grund af musikken eller eksisterer den på grund af medlemmerne? One Direction er i vores tid blevet til meget mere end bare nogle gutter, der laver musik. De er nu for flere teenagepiger blevet til sexsymboler og billedet på det perfekte hankønsvæsen.
Men hvis alle disse piger er så blændet af fem fremmede drenge, der kan få dem til hvad som helst, hvor vil det så ikke ende? Hvis alle disse piger lever med den urealistiske drøm om at gifte sig og leve lykkeligt med kendte mennesker, der intet kender til dem, kan det så føre til mere end en uskyldig forelskelse? Disse piger vil få den virkelige verden at føle, og med sådan en drøm kan den ramme dem hårdt. Blot på grund af et stykke fængende musik.

1 kommentar:

  1. I dit indlæg påpeger du det usunde ved den overdrevne besættelse og idoldyrkelse af drengene fra One Direction, som foregår blandt (især) unge teenagepiger. Desuden stiller du spørgsmålstegn ved, om drengenes berømmelse har mere at gøre med drengenes udseende og karisma, end deres egentlige sangtalent. Alt dette vil jeg erklære mig enig i – det er bestemt ikke sundt at leve sit liv i en umulig popfantasi, og en One Direction sang er heller ikke ligefrem hvad jeg forbinder med kvalitet (så der må være noget andet ved gruppen der tiltrækker). Men jeg vil dog argumentere for, at det ikke er et unikt fænomen der er opstået blandt One Directions fans. For få år siden, sad unge teenagepiger og græd over Justin Bieber. Skruer man tiden et godt hak længere tilbage, ser man 60’ernes ”Beatlemania” (google det, og find en guldgrube af manisk skrigende Beatles-fans fanget på sort/hvide billeder). Her var det heller ikke kun musikken der trak – musikerne blev ligeså idoliseret, tilbedt og drømt om. Men jeg tror ikke det er så farligt. Det lader til at de fleste overlevede deres Beatles-besættelse. For nogle tidligere hardcore fans er Justin Bieber allerede blevet yt. Snart vil de fleste ”directioners” nok opleve det samme. Det er nok i bund og grund en fase de fleste usikre teenagepiger skal igennem – jeg har da også selv været der. Drømmen om det helt perfekte liv, med de perfekte mennesker, som man ser i TV og læser om i bladene, er da usædvanligt tiltrækkende, når man står i sine tidlige teenageår og ikke fatter hvad der foregår. Som 14-årig gjorde det også ondt helt ind i mit hormonforstyrrede hjerte (hjerne), fordi mit liv ikke var ligesom i ”Twilight”. Men det var en kort fase der gik over, ligesom den forhåbentligt gør for alle andre, når man opdager alt det gode ved at leve i virkeligheden.

    SvarSlet