Shakespeare og pølsevogne
Maj 2014 af Sofie Hvemon
Da jeg var tre år, ville mine
veninder være prinsesser og ride på lyserøde ponyer. Min mors tommelfinger er
blevet bidt af en hest, så ingen ponyer til mig, tak. Da jeg var tre år, ville
jeg være forfatter. På mit skilt i børnehaven stod der: Når jeg
bliver stor, vil jeg være forfatter
Hvorfor vil en pige på tre år være
forfatter? Jeg kunne ikke engang læse dengang! (Jeg kunne ikke engang udtale
t-lyde korrekt!) Hvorfor ville jeg så leve af at skrive?
Vi kender det alle … Det er midnat.
Kroppen skriger efter søvn. Alligevel sidder man der. Med øjne så tørre som vestjydsk
humor og med søvnkorn på størrelse med Lars Løkkes tøjforbrug. Man bladrer … På
nethinden ser man steder, der ikke eksisterer i virkeligheden. Personer, der
aldrig har levet. Man er i en helt anden verden. Jeg elsker det. Jeg elsker at læse. Min yndlingsbog hedder Spidsnæsernes tur til Månen og handler
om tre venner med spidse næser, der rejser til månen for at finde en pølsevogn.
Det var den allerførste bog, jeg selv læste, da jeg var 7 år og lige havde lært
at udtale t-lyde. Interessant bog, ikke sandt? Spielbergs filmatisering er
sikkert lige rundt om hjørnet … Det skal mærkes, at vi lever. Vi mærker
først, at vi lever, når vi føler. En historie er kun dragende, hvis den får dig
til at føle noget. At kunne fortælle en historie, der kan få andre til at føle
noget … det er at leve. – Og at give
liv til andre. En forfatter er kort fortalt en livgiver. Spidsnæserne gav mig
liv. Det var første gang en bog fik mig til at føle noget. Derfor er den bedre end Shakespeare! Den gjorde noget, som Hamlet desværre ikke kunne: Den fik mig
til at føle noget.
Da jeg var tre år, ville jeg være livgiver.
Jeg ville fortælle dragende historier, der ville få folk til at føle noget. Det vil jeg stadig. Jeg har
ikke nået mit mål endnu. – Men jeg kan i det mindste udtale t-lyde sådan nogenlunde.