søndag den 8. juni 2014

Shakespeare og pølsevogne

Maj 2014 af Sofie Hvemon

Da jeg var tre år, ville mine veninder være prinsesser og ride på lyserøde ponyer. Min mors tommelfinger er blevet bidt af en hest, så ingen ponyer til mig, tak. Da jeg var tre år, ville jeg være forfatter. På mit skilt i børnehaven stod der: Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter
Hvorfor vil en pige på tre år være forfatter? Jeg kunne ikke engang læse dengang! (Jeg kunne ikke engang udtale t-lyde korrekt!) Hvorfor ville jeg så leve af at skrive?
Vi kender det alle … Det er midnat. Kroppen skriger efter søvn. Alligevel sidder man der. Med øjne så tørre som vestjydsk humor og med søvnkorn på størrelse med Lars Løkkes tøjforbrug. Man bladrer … På nethinden ser man steder, der ikke eksisterer i virkeligheden. Personer, der aldrig har levet. Man er i en helt anden verden. Jeg elsker det. Jeg elsker at læse. Min yndlingsbog hedder Spidsnæsernes tur til Månen og handler om tre venner med spidse næser, der rejser til månen for at finde en pølsevogn. Det var den allerførste bog, jeg selv læste, da jeg var 7 år og lige havde lært at udtale t-lyde. Interessant bog, ikke sandt? Spielbergs filmatisering er sikkert lige rundt om hjørnet … Det skal mærkes, at vi lever. Vi mærker først, at vi lever, når vi føler. En historie er kun dragende, hvis den får dig til at føle noget. At kunne fortælle en historie, der kan få andre til at føle noget … det er at leve. – Og at give liv til andre. En forfatter er kort fortalt en livgiver. Spidsnæserne gav mig liv. Det var første gang en bog fik mig til at føle noget. Derfor er den bedre end Shakespeare! Den gjorde noget, som Hamlet desværre ikke kunne: Den fik mig til at føle noget.
Da jeg var tre år, ville jeg være livgiver. Jeg ville fortælle dragende historier, der ville få folk til at føle noget. Det vil jeg stadig. Jeg har ikke nået mit mål endnu. – Men jeg kan i det mindste udtale t-lyde sådan nogenlunde.

Skønheden og udyret

Maj 2014 af Sofie Andersen Hjortshøj

Forestil dig, at jeg er 8 år gammel. Det er juleaften og min far er akkurat gået fra den store julemiddag for at gå på ”toilettet”. Mens min familie og jeg, uden min far, sidder og spiser julemaden, banker det pludselig på døren, og ind kommer julemanden. Julemanden har en sæk over skulderen, hvor der er en gave til mine søskende og jeg, hver især. Min søster pakker først sin gave op, det er filmen Tarzan. Derefter pakker jeg min gave op, det er filmen Skønheden og udyret. Denne film fra 1991 har altid været en af mine yndlings Disney-tegnefilm. Her senere i livet har jeg tænkt på, om denne film i virkeligheden har haft en indflydelse på mit valg af fyre? For når jeg tænker over det nu, går jeg nok mest af alt efter en fyr som udyret, hvor det indre betyder langt mere end det ydre. Og som i filmen kan det til sidst vise sig, at en fyr som udyret er et smukkere menneske end en fyr som Gaston. Karakteren ”Gaston” er jo i virkeligheden den egocentrerede fyr, som kun tænker på sig selv. Han er den fyr, alle pigerne kigger efter, men når det kommer til stykket, er der i virkeligheden ingen, som vil have ham. På denne måde tror jeg rent faktisk, at filmen Skønheden og udyret har haft en positiv indflydelse på mit liv.

Tiden efter gym

Maj 2014 af Simon W. Nielsen
"Ved du, hvad du vil efter gym?" Det spørgsmål har jeg hørt ufatteligt mange gange. Hvad vil jeg egentlig? Det er faktisk et godt spørgsmål. Det får mig til at tænke på noget, min farfar fortalte for nogle måneder siden, da mørket skyggede, og alt var blevet så gråt og trist.
Han sagde: "Har du prøvet at sejle over et ocean på en båd omringet af havet, mens du skuer ud over den endeløse horisont vel vidende, at du ikke kommer til se land i dagevis? Tænk at stå for enden af roret med skæbnen i sin hule hånd. Det jeg vil én gang til. Jeg vil også stå på Palazzo Vecchio i Firenze en varm sommerdag og bare skue ud på de mennesker, der passerer mig. Jeg vil indtage endnu et måltid i Paris på L'Amborisie ved Place des Vosges. Jeg vil have en god flaske vin og så en til. En nat til med jazz på The Vanguard i New York. Jeg vil stå på bjergtoppe og ryge Havannesere, mens jeg nyde solens varme på mit ansigt i så lang tid, jeg kan. Jeg vil gå på den store mur igen. Jeg vil sidde ude i haven og læse endnu en god bog. Men mest af alt så vil jeg sove, sove ligesom da jeg var et barn. Bare giv mig det en gang til. Jeg tror desværre, at jeg er blevet for gammel, og hvem skal så nå at gøre alt det?"
Så jeg ved ikke, hvad du vil efter din tid på gymnasiet, men nu ved du, hvor du kan finde mig.

Livet er, hvad man gør det til

Maj 2014 af en anonym blogger
Hvad er den gode historie, og hvornår kan man kalde en historie for værende god? For mig er det helt individuelt, hvad der kan defineres som en god historie. Jeg har læst mange gode historier, men den, der specielt gjorde et indtryk på mig, var bogen Alting og Ulla Vilstrup af Kim Fupz Aakeson fra 1998. På trods af bogens komplicerede sprog, indeholdt bogen et relativt reflekterende budskab, der fik én til at tænke nøje over livet og dets udfordringer. Livet er ikke bare sort og hvidt. Der er mange aspekter, der skal tages i betragtning, og især når man for eksempel skal træffe en vigtig beslutning i sit liv.
Nogle gange tager vi livet alt for givet, så vi rent faktisk glemmer, at livet indebærer meget mere end bare at leve. Vi møder jo medgang og modgang i livet, men hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige, at vi foretrækker mere modgang end medgang? Ingen af os. Vi hader modgang.
Men sandheden er, at hvis ikke man kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve. Ja, man egner sig faktisk ikke til at leve. Nogle vil mene, det er store ord, der skrives her, men sandheden er, at livet faktisk indebærer lige så meget modgang som medgang. Og det lærer os tålmodighed og taknemlighed, og at vi skal sætte pris på selv de mindste ting i livet. For livet er, med andre ord også, hvad vi gør det til. Vi kan enten sidde på vores flade og forvente, at tingene vil blive serveret på et sølvfad, hvilket nok ikke sker, eller vi kan tage skridtet og være vores egen "lykkesmed". Så kan man sidde og tænke over, hvad lykke egentlig er. Jamen, hvad er lykke? Og hvordan definerer jeg begrebet lykke? Lykke er at blive elsket. Lykke er at blive holdt om, simpelthen fordi den anden ikke kan give slip. Lykke er følelsen af aldrig at være ensom. Det er følelser - det er noget, man kan mærke i sig. Ligesom livet er noget, der skal føles, mærkes, opleves og ikke mindst leves! De smukkeste ting i livet kan ikke ses eller købes for en pris - de kan kun mærkes dybt. Dybt inde i hjertet.

Er bilen et symbol på frihed eller manglende vilje til omstilling?

Maj 2014 af Peter Bachmann

Jeg har læst en bog ved navn Den grønne omstilling, som blandt andet behandler de problemstillinger, der ligger i, at der stadig kommer flere biler på vejene. Det gælder både i Danmark og Europa, men i endnu højere grad i økonomisk voksende og befolkningssvulmende lande som Thailand og Indien.
Problemerne med de mange biler er, at de giver et forøget CO2 udslip med det resultat, at luftforurening samt kilometerlange kødannelser i storbyerne vokser. Alligevel er salget af biler stærkt stigende, og i de økonomisk opadgående lande nærmest eksploderet til trods for, at det at komme rundt i bil mange steder er ensbetydende med at skulle side i timelange køer. I virkeligheden vil det være nemmere for de fleste at droppe bilen og i stedet vælge cykel eller offentlig transport som alternativ. For et par måneder siden blev vores bil totalskadet i et uheld, og Den grønne omstilling har nu blandt andet fået mig til at stille mig selv det spørgsmål: Har vi overhovedet brug for en bil? De sidste måneder har vi faktisk klaret os forholdsvist ubesværet uden. Det handler sådan set bare om at omstille sig til et liv uden en bil, hvilket i virkeligheden ikke er særligt svært, når man bor i byen, hvor det meste er i cykelafstand, og kombineret med offentlig transport kan man komme rundt i hele landet. Samtidig er vi begyndt at bestille dagligvarer på nettet, så de bliver leveret lige til døren. I virkeligheden er bilen i høj grad en overflødig men dyr luksus. Så selvom bilen siden dens udbredelse har været et tegn på frihed, mener jeg, at den i dag er symbol på manglende vilje til den omstilling, vi nok må se i øjnene er nødvendig, hvis de voksende storbyer ikke skal ende som en stor luftforurenet bilkø. Selvom jeg før tænkte, at vores næste bil skulle være en elbil, mener jeg nu, at det slet ikke er nødvendigt med en bil, og at langt flere burde skrotte bilen. På den måde vil man være med til at lempe presset på de overfyldte veje og melde sig ind i kampen mod overforbruget af fossile brændsler.
Fortid, mennesketid og fremtid
Maj 2014 af Niels Holmskov
Jeg har tænkt over noget i et stykke tid. Hvor overlevelsesdygtigt er mennesket? Normalt tænker vi på os selv som det øverste led i fødekæden, den ubestridte hersker af vores planet. Men i realiteten er det absurd, at netop vi står øverst på den evolutionære piedestal. Der er tusindevis af dyrearter, der med gift, kløer, tænder, størrelse og panser kan rive os i småstykker. Selv blandt de forskellige forhistoriske menneskeracer var vi ikke de stærkeste. Men her står vi og har besejret hele jorden. Det at flyve er for os en hverdagsting, der for kun lidt over 100 år blot var en fjern drøm. Vi har gået på månen, og vores sonder er netop nået udenfor solsystemet.  Men alt denne teknologi, alt det vi har opbygget over årtusinder kunne ende i slutningen, ikke bare for menneskeheden, men for hele vores planet. Da man første gang splittede atomet, var der ingen vej tilbage. 1900-tallets krige og våbenkapløb vidste menneskets værste side. Med de enorme lagre af uendeligt destruktive våben vi har, tror jeg simpelthen ikke på, at magthaverne kan holde sig selv i skindet. Måske har vi stadig et par hundrede gode år tilbage med fremgang, men jeg tror simpelthen på, at det hele ender galt. Krig ligger i den menneskelige natur. Diverse krige i Mellemøsten og Afrika har raset uafbrudt med uformindsket styrke i flere menneskealdre. Det er ikke længere tid siden, ”krigen over alle krige” tordnede over Europa, end at vores bedsteforældre kan fortælle om mørke nætter med buldrende fly over Danmark. De umenneskeligheder der blev begået i Nazityskland, Sovjetunionen og Kina er ikke noget, der hører en ikke så fjern fortid til. Både Rusland og Kina er stadig langt fra frie lande, og der er deciderede koncentrationslejre, der endda bliver beskrevet som værre end tyskernes, i Nordkorea den dag i dag.
Menneskeheden er ubestridt destruktiv. Men vi har også lavet fantastiske ting. Den 5. september 1977 sendte NASA en sonde, Voyager 1, ud i rummet. På den ligger der billeder, ikke af mennesker i krig, men af vores planets skønhed og vores bedrifter. Disse billeder er muligvis alt, der bliver tilbage af menneskeheden.

http://imgur.com/a/CvEvO  (Billederne fra rumsonden Voyager 1) 
12 Years A Slave – den mest betydningsfulde film nogensinde
Maj 2014 af Muna Liibaan Abdulle
Filmen 12 Years A Slave fra 2013 er en øjenåbner for os alle - selv den mest snæversynede del af befolkningen. Den virkelig barske film har sat sit præg på den unge generations tankegang, da den er med til at vise, hvordan realiteterne var for mange afroamerikanere under slaveriet i USA i det 18. århundrede. Filmen har påvirket sit publikum således, at de føler både medfølelse og skam, hvilket kan være med til at forhindre fremtidige påføring af lidelser af racistiske årsager.
Jeg har oplevet, at denne film har haft stor betydning for mit syn på afroamerikanerne samt på de hvide amerikanere. Filmen har også været med til at give mig et indblik i, hvorledes racismen er skruet sammen, og den har fået mig til at afsky dele af den verden, vi lever i. Det er utrolig sårende, at mennesker ikke noget før har lært betegnelsen accept. Det er faktisk utrolig vigtigt at kunne acceptere hinanden i et samfund uanset, hvor forskellige man er både psykisk er fysisk. Det er modbydeligt at tænke på, at nogle mennesker ikke blev accepteret i samfundet på grund af noget så ligegyldigt som en ansigtsfarve.
12 Years a Slave er ikke bare en film, den er begyndelsen på en samtale, vi burde have med både hinanden og os selv. Det er på tide, at hvide mennesker overalt anderkender den frygtelige forbrydelse, der blev begået af deres forfædre i stedet for at snige sig udenom. Personligt synes jeg, at man går glip af noget, hvis man undgår filmen, fordi det er den første film, der er så hudløst ærlig om slaveriget i Amerika. Den er så hudløst ærlig, at den ligefrem får mig til at føle ubehag, mens jeg ser den, og den lægger ikke skjul på noget som helst overhovedet – hvilket også er med til, at den fremstår som en meget barsk film. Men skyldfølelsen skal ikke forhindre os i at se den, da jeg ærlig talt må indrømme, at denne film både har ændret min tankegang og min væremåde.