Shakespeare og pølsevogne
Maj 2014 af Sofie Hvemon
Da jeg var tre år, ville mine
veninder være prinsesser og ride på lyserøde ponyer. Min mors tommelfinger er
blevet bidt af en hest, så ingen ponyer til mig, tak. Da jeg var tre år, ville
jeg være forfatter. På mit skilt i børnehaven stod der: Når jeg
bliver stor, vil jeg være forfatter
Hvorfor vil en pige på tre år være
forfatter? Jeg kunne ikke engang læse dengang! (Jeg kunne ikke engang udtale
t-lyde korrekt!) Hvorfor ville jeg så leve af at skrive?
Vi kender det alle … Det er midnat.
Kroppen skriger efter søvn. Alligevel sidder man der. Med øjne så tørre som vestjydsk
humor og med søvnkorn på størrelse med Lars Løkkes tøjforbrug. Man bladrer … På
nethinden ser man steder, der ikke eksisterer i virkeligheden. Personer, der
aldrig har levet. Man er i en helt anden verden. Jeg elsker det. Jeg elsker at læse. Min yndlingsbog hedder Spidsnæsernes tur til Månen og handler
om tre venner med spidse næser, der rejser til månen for at finde en pølsevogn.
Det var den allerførste bog, jeg selv læste, da jeg var 7 år og lige havde lært
at udtale t-lyde. Interessant bog, ikke sandt? Spielbergs filmatisering er
sikkert lige rundt om hjørnet … Det skal mærkes, at vi lever. Vi mærker
først, at vi lever, når vi føler. En historie er kun dragende, hvis den får dig
til at føle noget. At kunne fortælle en historie, der kan få andre til at føle
noget … det er at leve. – Og at give
liv til andre. En forfatter er kort fortalt en livgiver. Spidsnæserne gav mig
liv. Det var første gang en bog fik mig til at føle noget. Derfor er den bedre end Shakespeare! Den gjorde noget, som Hamlet desværre ikke kunne: Den fik mig
til at føle noget.
Da jeg var tre år, ville jeg være livgiver.
Jeg ville fortælle dragende historier, der ville få folk til at føle noget. Det vil jeg stadig. Jeg har
ikke nået mit mål endnu. – Men jeg kan i det mindste udtale t-lyde sådan nogenlunde.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletFantastisk forfatter
SvarSletDet jeg godt kan lide ved dette indlæg, er at det er en historie skrevet ud fra egne følelser, oplevelser og drømme. Man kan tydeligt læse, at det er nøje overvejet, hvad der skal stå, og det er en historie, der er tænkt over længe.
Sofie sætter ikke spørgsmålstegn ved sig selv, når hun skriver, hvad hun gerne vil opnå med sig selv, og det er vigtigt - synes jeg - for at få det til at overbevise mig.
Hun skriver, at hun gerne vil få folk til at føle noget, med de ting hun skriver, men skriver også at hun ikke har noget sit mål endnu. Jeg synes dog, at dette var en god start i mod sit mål. Hun fik mig til at føle mig bevæget i hver enkelt sætning, hun har skrevet. Det er velformuleret, velovervejet, og man sætter ikke bestemt ikke spørgsmålstegn omkring den passion, hun har for at skrive.
Dette indlæg er fantastisk, fordi Sofie formår at udtrykke sine følelser og tanker på meget lidt plads. Der er bestemt blevet lagt vægt på personlige handlinger og tanker. Der er blevet lagt vægt på de positive sider af, hvorfor hun gerne vil være forfatter, men også hvad der har været en forhindring. Ved at belyse begge påstande, kan hun tillade sig at tale frit og komme med sine meninger.