søndag den 8. juni 2014

Fortid, mennesketid og fremtid
Maj 2014 af Niels Holmskov
Jeg har tænkt over noget i et stykke tid. Hvor overlevelsesdygtigt er mennesket? Normalt tænker vi på os selv som det øverste led i fødekæden, den ubestridte hersker af vores planet. Men i realiteten er det absurd, at netop vi står øverst på den evolutionære piedestal. Der er tusindevis af dyrearter, der med gift, kløer, tænder, størrelse og panser kan rive os i småstykker. Selv blandt de forskellige forhistoriske menneskeracer var vi ikke de stærkeste. Men her står vi og har besejret hele jorden. Det at flyve er for os en hverdagsting, der for kun lidt over 100 år blot var en fjern drøm. Vi har gået på månen, og vores sonder er netop nået udenfor solsystemet.  Men alt denne teknologi, alt det vi har opbygget over årtusinder kunne ende i slutningen, ikke bare for menneskeheden, men for hele vores planet. Da man første gang splittede atomet, var der ingen vej tilbage. 1900-tallets krige og våbenkapløb vidste menneskets værste side. Med de enorme lagre af uendeligt destruktive våben vi har, tror jeg simpelthen ikke på, at magthaverne kan holde sig selv i skindet. Måske har vi stadig et par hundrede gode år tilbage med fremgang, men jeg tror simpelthen på, at det hele ender galt. Krig ligger i den menneskelige natur. Diverse krige i Mellemøsten og Afrika har raset uafbrudt med uformindsket styrke i flere menneskealdre. Det er ikke længere tid siden, ”krigen over alle krige” tordnede over Europa, end at vores bedsteforældre kan fortælle om mørke nætter med buldrende fly over Danmark. De umenneskeligheder der blev begået i Nazityskland, Sovjetunionen og Kina er ikke noget, der hører en ikke så fjern fortid til. Både Rusland og Kina er stadig langt fra frie lande, og der er deciderede koncentrationslejre, der endda bliver beskrevet som værre end tyskernes, i Nordkorea den dag i dag.
Menneskeheden er ubestridt destruktiv. Men vi har også lavet fantastiske ting. Den 5. september 1977 sendte NASA en sonde, Voyager 1, ud i rummet. På den ligger der billeder, ikke af mennesker i krig, men af vores planets skønhed og vores bedrifter. Disse billeder er muligvis alt, der bliver tilbage af menneskeheden.

http://imgur.com/a/CvEvO  (Billederne fra rumsonden Voyager 1) 

1 kommentar:

  1. Ja, det er rigtigt, det er utroligt at den menneskelige art har overlevet, fra den første gren af homo-arten til nu. På den anden side, den kloge narre den mindre kloge, og vi har været heldige nok til tilbage i begyndelsen af paleo-stenalderen at være den første dyreart til at udvikle nævnelsesværdig intelligens, af den grund tror jeg vi har været i stand til at klare os over for de giftige, store og de os på andre måder overlegene dyr. Og ja vores teknologiske fremskridt inden for våbenindustrien har udviklet sig i en retning der truer vores egen eksistens. Men hvis der er noget historien har lært os, så er det at til trods for alt hvad menneskeheden har været igennem, så er vi her stadig. Men ja selvfølgelig er der en risiko for at det engang går galt. Men at den stigende grad af højteknologiske våben skal blive enden på det hele inden for nogen hundrede år, tror jeg ikke. Det er tros alt ikke nogen af dem med adgang til masseødelæggelsesvåben, der er interesseret i at anvende dem desto mindre det er absolut nødvendigt. Ellers ville vi ikke være her den dag i dag. Verden er i dag så forbundet på kryds og tværs at risikoen for en tredje verdenskrig er meget, meget lille. Og ja det er rigtigt at befolkningerne i lande som Kina og Rusland i høj grad er underlagt den politiske elite, men hvis vi kigger på vores egen fortid som en stat styret af enevældet, så holdt det langt fra evigt.

    SvarSlet