søndag den 8. juni 2014

Du er nøjagtigt, hvad dette samfund behøver
Maj 2014 af Mie Østergreen Sørensen
Det er den sætning, jeg efterhånden hører mere og mere, jo ældre jeg bliver, og jo længere jeg kommer med mit liv. Jeg fik engang stukket en bog i hånden med titlen De Hvide Mænd (skrevet af Kenneth Bøgh Andersen i 2003). Jeg vil være ærlig og sige, at jeg aldrig har været vild med at skulle bruge tid på at sidde og læse side efter side, lige til ens øjne begynder at gøre ondt. Man mister koncentrationen, og man bliver ofte nødt til at bladre et par sider tilbage, fordi ens tanker har været et helt andet sted. Men lige nøjagtigt denne bog og denne ene gang fik mig til at indse en masse ting. Samfundet. Fremtiden. Karakterer. Forventninger. Ambitioner. Vi er nået til en tid, hvor samfundet har udviklet sig til noget, der snart ikke har plads til nogen, der besidder fejl. Virker beskrivelsen bekendt? ”Den 21-årige Edward har altid været den bedste. Men en dag vender alt, han føler, der er noget galt med det overkontrollerede samfund, han lever i. Han kan til sidst ikke koncentrere sig, selv ikke om sin skole, selvom den er afgørende for hans fremtidige eksistens.” I denne bog forklares det, hvordan livet bliver planlagt på forhånd for hver enkelt individ, og hver gang man prøver at gå til højre, hvor alle andre går til venstre, bliver man guidet tilbage i flokken igen. Perfektionisme, tilpasning, egoisme og brud på de faste rammer er kun en lille del af de emner, jeg kommer i tanke om, når jeg læser denne bog. Man kan ikke gøre samfundet til et sted, som kun man selv synes er retfærdigt. Skal man vurdere folk på deres faglige færdigheder, eller er der i virkeligheden noget andet, der er meget mere værd? Der er ikke noget konkret svar. Det er op til os selv at finde ud af. Men én ting spekulerer jeg dog stadig over: Har samfundet dræbt teenageren?

Naboerne

Maj 2014 af Marie Wied

Når Esben Bjerres og Peter Falktofts karakteristiske skikkelser ruller over skærmen i ”Monte Carlo elsker Jøderne”, er det med et smil på læben og latterlig let stemning, at de udforsker alle kroge af den omtalte israelske-palæstinensiske konflikt. Og selvom vi ikke kan få nok af de to herrer, sidder jeg alligevel bagefter og tænker. For det er lidt latterligt. Det er latterligt, at konfliktens to parter ikke kan komme overens. Det minder mest af alt om en nabokrig, hvor modstanderne raser på hver sin side af ligusterhækken. Og de raser meget. Jeg kan bare ikke, på trods af sagens alvor, se mig ud af, hvordan det er endt, som det er. Problemet ligger jo i, at alle parterne følger deres egne regler. De laver faktisk om på reglerne hele tiden. Når den ene part er lige ved at sejre, kommer den anden brasende med spritnye argumenter for, hvorfor det ikke er rigtigt. Og som bleg tilskuer til alt dette sidder man tilbage med en ”nå-fornemmelse”. Det kan samtidig sammenlignes med to børnehavebørn, der ikke kan enes om et stykke legetøj. Hvem havde det først? Så at sige var det jo palæstinenserne, der kom først, men eftersom jøderne har gravet ned i den gamle religion og fundet historien om den brændende busk, der efter sigende gav dem lov til at indtage Israel, mener de, at det var dem, der havde retten til at bosætte sig i landet. I dag er der intet andet end krig, konflikt, selvmordsbomber og trætte israelere og palæstinensere tilbage. Og jeg fatter stadig ingenting. Når vi ser på balladen fra lille Danmark med store øjne, virker det hele så meningsløst, at det bliver uforståeligt. Stod det til mig, var svaret entydigt; palæstinenserne var der først, altså er det dem, der står tilbage med retten til landet. Det er selvfølgelig nemt at sige, når man som lille forstadsdansker aldrig har været involveret i en så voldsom borgerkrig, hvor børn og voksne  får smidt religion og politik om landegrænser i hovedet dag ud og dag ind. Det er simpelthen umuligt at sætte sig i deres sted. Derfor er jeg atter på bar bund. 
Lavt selvværd

Maj 2014 af Maria Lund Nielsen

Jeg har læst en bog, som har sat mange tanker i gang i mit hoved. Den største tanke er, at jeg aldrig vil være ligesom hovedpersonen i bogen. På et tidspunkt mister hun helt troen på sig selv og begynder at få dårlig opmærksomhed fra fremmede fyre i byen. Det undrer mig, at hun søger den dårlige opmærksomhed, når hun har den sødeste kæreste derhjemme, som både elsker hende og værdsætter hende. Men fyrene i byen giver hende troen på sig selv, og hun føler sig lækker i 10 min. hvor de giver hende mange komplimenter i håbet om at få hende med hjem. Hun går i meget nedringet tøj, da hun tror, at det er den eneste måde, hun kan få deres opmærksomhed på. Det har betydet, at når jeg er i byen, tænker jeg over meget over, at jeg ikke sender de forkerte signaler. Selvom det er 3 år siden, jeg læste bogen, så følger den mig stadig, og den har virkelig betaget mig og er blevet min bibel over, hvad jeg ikke skal gøre. Det er også nedværdigende, at bogens hovedperson pga. sit lave selvværd kun føler sig smuk ved at sende forkerte signaler vha. sin måde at klæde sig. Sådan har mange piger det, og sådan har jeg også selv følt det, nemlig at jeg var meget usikker på mig selv. Men at gå i nedringet tøj hjælper kun i kort tid, for man er ikke smuk, hvis man ikke elsker sig selv. 
Magien føles helt virkelig
Maj 2014 af en anonym blogger

Jeg har altid haft en svaghed for Harry Potter-filmene. Dog har jeg aldrig haft tålmodigheden til at sætte mig ned og læse bøgerne, som filmene oprindeligt er baseret på. Jeg tror det lige så meget er, fordi jeg synes, at skuespillerne i filmene er helt fantastiske. Jeg er vokset op med Harry Potter-filmene igennem hele mit liv, og jeg har set hver og en op til flere gange. På den måde har jeg også knyttet et form for bånd til personerne i filmene, og jeg føler mig derfor tryg, når jeg sætter mig til at se f.eks. Harry Potter and the Deathly Hallows. Jeg har på mange tidspunkter undret mig over, hvorfor jeg er så vild med Harry Potter. Normalt er jeg aldrig til fantasy genren. Jeg synes blandt andet, at film som Ringenes Herre er dødsyge. Men jeg bliver på en eller anden måde altid glad, når jeg ser Harry Potter, og filmene minder mig om min barndom. Hele det univers, som er i filmene, har jeg svært ved at forstille mig ikke findes. Når min forbundethed til filmene er så tæt og virkelig, så har jeg på en måde en idé om, at Hogwarts findes. Selvom det selvfølgelig ikke gør. Men eftersom Harry Potter er blevet så stor i hele verden, så er det næsten svært at tro, at det hele bare kan være en stor løgn. Apropos det at Harry Potter er så kendt verden over, så er det da utroligt, at en så uvirkelig historie kan have så stor en plads i de fleste menneskers hjerter. Det handler i princippet bare om en teenager, der siger nogle mærkelige ord og har en stav, der kan trylle, og en kost, han kan flyve på. Jeg tvivler på, at J. K. Rowling, som har skabt hele universet, troede på, at hendes bøger ville blive så stor en succes. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver om mine yndlingsfilm, så får jeg helt lyst til at se dem fra en ende af og dermed genopleve min barndom.
Skal mænd søge ligestilling?
Maj 2014 af Lizette Herløv Dorsch
Jeg så en video på Facebook, som Magasinet M havde delt, hvor man ser forbipasserendes forskellige reaktion på en mand, der virker voldelig over for en kvinde, og på en kvinde, der virker voldelig over for en mand. Så snart manden skubbede til kvinden under deres diskussion, var der allerede 5 personer henne og stoppe manden og sige, de ville ringe til politiet, hvis ikke han lod hende være. Da kvinden var voldelig over for manden og skubbede ham ind i et rækværk og råbte ad ham, grinte de forbipasserende. I starten tænkte jeg ikke rigtig over det, indtil jeg læste en af kommentarerne, hvor der stod: ”Syg ligestilling vi har”, og først der begyndte jeg at tænke rigtigt over videoen. Vi moderne, selvstændige kvinder har kæmpet for ligestilling i mange år og sidder i 2014 med en kvindelig statsminister i Danmark (en afroamerikansk præsident i USA) og ligeret fx inden for områderne uddannelse, job og løn.
Vi kvinder ved nemlig , hvordan vi skal have respekt for os selv og vise os som selvstændige, yndefulde skabninger. Er vores kæreste eller mænd os utro, er en lussing helt okay, for han har været en idiot. Grimme og skamfulde ord bliver slynget ud af vores mund og en voldelig opførsel kan komme på tale, men det jo okay, for vi er kvinder. Kan vi tjene ligeså meget som en mand? Ja. Kan mænd være hjemmegående ’husfædre’? Ja. Kan kvinder blive højere uddannet end mænd? Ja. Kan kvinder slå mænd? Ja. Kan mænd slå kvinder? … Nej. Hvis en kvinde kan slå en mand, fordi han er en idiot, kan en mand så ikke også slå en kvinde, fordi hun er en idiot? Er det kun mænd, der kan straffes? Vi ser også kvinder i fængsel. Mænd er fysisk stærkere end kvinder, så derfor kan man sige, det ikke er okay at slå på kvinder.
Man siger også, at piger lærer hurtigere end drenge, er det så ensbetydende med, at drenge skal starte to år før i skole? Og hvad så hvis det er et forhold, hvor kvinden er den stærkeste, er det så kun manden, der må slå?
Racist over for hunde, mennesker eller begge dele?

Maj 2014 af Line Højluns Skogemann

Jeg læste forleden en artikel om en ung pige, der var blevet overfaldet af fire mænd på grund af hendes hunds race. Hunden, der er tale om her, er en såkaldt ”muskelhund”. Bare overskriften fik mig til at ryge op i det røde felt! Og imens jeg læste teksten, var det eneste jeg tænkte: ”Dem der har gjort det, burde få samme behandling!” Sådan nogle ting kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til at gøre. Stakkels pige og ikke mindst hund. De fire mænd kastede ejeren ud i en sø og sparkede derefter til hendes hund, som var i chok. Alt dette bare på grund af en speciel hunderace, som de ikke kunne lide? Åh, hvor bliver jeg sur, når jeg hører sådan noget. Jeg går da heller ikke hen og sparker til en eller anden person bare fordi jeg ikke kan lide, hvordan han eller hun ser ud. Det giver ikke nogen mening, og hunden kan jo ikke gøre for, at den er af en speciel race. Det sker desværre snart så ofte, at hundeejere med denne type hund tit bliver overfaldet og ikke tør begive sig ud på en gåtur af frygt for det. Jeg synes virkelig, at det er rent ud sagt grotesk, og der burde blive sat en stopper for det med det samme! Vi hører jo tit om så mange, der overfalder sagesløse personer, men nu gælder det åbenbart også hunde. Danmark altså, tag jer nu sammen for pokker da. Jeg kan godt forstå, at nogle har et skeptisk syn på disse hunde, men jeg mener, man hverken kan generalisere mennesker eller hunde. Hvad synes I om de mennesker, der straffer disse uskyldige hunde? 
Det ændrede mit syn på verdenen
Et rørende øjeblik, jeg aldrig nogensinde vil glemme.
Maj 2014 af Line Di Maio Andersen
Nu til dags ser man tit folk, som bor på gaden. Det er lige før, at det er ved at blive normalt, når man ”flytter ud” som hjemløs, narkoman eller alkoholiker. Men filmen Submarino, som er instrueret af Thomas Vinterberg i 2010, fik rusket grundigt op i mine tanker, da jeg så den. En rørende film, som får en til at tænke over, hvor godt man egentlig har det – og hvor skidt andre mennesker har det. Førhen fik jeg ikke ondt i hjertet, når jeg så en hjemløs mand, en alkoholiker eller en narkoman på gaden. Den første tanke, som fløj gennem hovedet på mig, var: ”Det er noget, han selv har valgt”. Men Submarino fik ramt mig lige i hjertet. Jeg havde aldrig troet, at man kunne have det så dårligt med sig selv, uden selv at være skyld i det. Det er faktisk ikke særlig tit, at det er noget, man selv har valgt. Man kan for eksempel have mistet sin mor, og derfor har livet taget en drastisk drejning, uden man selv har kunne styre det. Derfor er det tit en form for medicin for mange mennesker enten at tage stoffer eller drikke sig selv ihjel, da det er med til at formindske deres smerter. Jeg er nu begyndt at se anderledes på verdenen. Folk, som bor på gaden, eller folk, som er alkoholikere, har ikke selv valgt det – men de har brug for en hjælpende hånd. Derfor er det vigtigt, at vi mennesker, som har det godt, er med til at give netop den hjælpende hånd til dem, som har det dårligt, og til dem, som gerne vil gøre nytte af vores hjælp.